23948sdkhjf

Bilbranchen: Forhandlinger om afgift kan skabe fyringer

Bilforhandlinger kan ende i afskedigelser af ansatte i bilforretninger, varsler AutoBranchen.
Bilbranchen lider under politikernes forhandlinger om registreringsafgiften på biler, som nu har varet 11 dage.

Og ventetiden kan resultere i fyringer af medarbejdere på landets værksteder og i bilforretninger, melder Gitte Seeberg, der er administrerende direktør i AutoBranchen Danmark.

- Bilsalget er gået helt i stå. Det er meget kritisk, fordi det har en afsmittende effekt ude på værkstederne.

- Vores medlemmer oplever, at der er mange steder, hvor der ikke er arbejde nok nu. Det kan på kort sigt betyde afskedigelser i branchen, siger hun.

Den danske bilbranche har stået på usikker grund i længere tid end forhandlingerne har varet, kritiserer Gitte Seeberg.

Allerede da udspillet blev lækket i dagbladet Politiken 23. september, tog bilsalget et styrtdyk.

Hos AutoBranchen Danmark appellerer direktøren til, at politikerne får sat sig sammen på Christiansborg og finder en endelig løsning.

- Vi håber på en hurtig løsning, som er enkel. Hvor vi kan være sikker på, at den holder i nogle år, så vi ikke risikerer at stå i samme kritiske situation næste år, siger Gitte Seeberg.

Også hos brancheorganisationen Bilbranchen under Dansk Industri kalder man på en snarlig politisk afklaring, fortæller direktøren Thomas Møller Sørensen.

- Vi opfordrer til at finde en løsnings hurtigst muligt ved hjælp af de håndtag, vi allerede kender.

- Det kan ske ved at sænke registreringsafgiften og lægge så meget af bilbeskatningen på en løbende opkrævning baseret på bilens teknik, siger han.

Striden står om, hvorvidt der skal indføres en flad afgift på 100 procent på alle biler, hvilket regeringen ønsker. Eller om afgiften skal afhænge af bilens miljø- og sikkerhedsmæssige egenskaber, som DF vil foretrække.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) lovede 28. september, at regeringen hurtigst muligt vil have en aftale om bilafgift på plads.

Der er ifølge Finansministeriet ikke fastlagt kommende møder for videre forhandling.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125